Gratis beregning
Juridisk

Vilkår for værdigaranti

CARZILLA ApS – Fleet Management

Dette bilag udgør en integreret del af aftalen mellem CARZILLA ApS (herefter “CARZILLA”) og kunden (herefter “Kunden”) vedrørende levering af Fleet Management-ydelser.

1. Formål

CARZILLA leverer uvildig Fleet Management og varetager på Kundens vegne rådgivning, forhandling og administration vedrørende Kundens køretøjer.

Som en del af samarbejdet stiller CARZILLA en værdigaranti, hvorefter den dokumenterede og realiserede økonomiske værdi, som CARZILLA skaber for Kunden, som minimum skal svare til det salær, CARZILLA har opkrævet hos Kunden i den tilsvarende opgørelsesperiode.

Værdigarantien har til formål at sikre, at Kunden ikke har en nettoomkostning til CARZILLAs Fleet Management-ydelse, når den dokumenterede økonomiske værdi af samarbejdet medregnes.

2. Opgørelsesperiode

Værdigarantien opgøres første gang efter 24 måneders samarbejde.

Opgørelsen omfatter det samlede salær, som CARZILLA har opkrævet hos Kunden i de seneste 24 måneder, og den økonomiske værdi, som CARZILLA har skabt og som er realiseret af Kunden i samme 24-måneders periode.

Efter den første opgørelse foretages værdigarantien på ny for efterfølgende 24-måneders perioder, medmindre andet er aftalt skriftligt.

3. Definition af økonomisk værdi

Ved økonomisk værdi forstås en dokumenterbar økonomisk fordel for Kunden, som kan henføres til CARZILLAs rådgivning, forhandling, administration eller øvrige indsats.

Der medregnes alene værdi, som er realiseret i opgørelsesperioden. Forventede, budgetterede eller fremtidige besparelser medregnes således ikke, før den økonomiske effekt er realiseret.

3.1 Løbende økonomiske forbedringer

Eksempler, men ikke begrænset til:

  • Leasingydelser, herunder rente, registreringsafgift og dækningsbidrag.
  • Forsikringspræmier og selvrisici.
  • Ladeløsninger og løbende ladeomkostninger.
  • Vejhjælp.
  • Serviceaftaler og reparationsgarantier.
  • Kilometerpriser og øvrige vilkår i operationelle leasingaftaler.

Ved løbende besparelser medregnes alene den del af besparelsen, som faktisk vedrører opgørelsesperioden.

3.2 Engangsbesparelser og økonomiske forbedringer

Eksempler, men ikke begrænset til:

  • Reduceret købspris eller startpris på et køretøj.
  • Højere realiseret salgspris.
  • Reducerede eller bortfaldne kontraktgebyrer.
  • Reducerede panthaver- eller øvrige gebyrer.
  • Reducerede omkostninger ved skader.
  • Reducerede reparationsomkostninger.
  • Reducerede serviceomkostninger.
  • Reducerede omkostninger til syn og øvrige køretøjsrelaterede ydelser.

3.3 Øvrig økonomisk værdi

Eksempler, men ikke begrænset til:

  • Right-sizing af Kundens bilflåde.
  • Ændring af drivlinje eller køretøjstype med lavere samlede driftsomkostninger.
  • Reduktion af Kundens interne administrative ressourceforbrug.

Sådanne værdier kan alene medregnes, når der foreligger et retvisende og dokumenterbart økonomisk sammenligningsgrundlag.

4. Beregning og sammenligningsgrundlag

Økonomisk værdi beregnes som forskellen mellem Kundens faktiske økonomiske resultat efter CARZILLAs indsats og et retvisende sammenligningsgrundlag for den pågældende disposition.

Eksempler, men ikke begrænset til:

  1. Et konkret tilbud eller en pris, Kunden selv har modtaget.
  2. Kundens eksisterende aftale, pris eller vilkår.
  3. Et sammenligneligt tilbud indhentet fra markedet.
  4. Dokumenterbar listepris eller anden offentlig markedspris.
  5. Dokumenterbare handels-, auktions- eller markedspriser for tilsvarende køretøjer eller ydelser.
  6. Øvrige objektive og dokumenterbare markedsdata.

Sammenligningsgrundlaget skal være retvisende og så vidt muligt vedrøre samme produkt, køretøj, ydelse, periode og risikoprofil. Hvor en direkte sammenligning ikke er mulig, kan CARZILLA anvende en fagligt begrundet beregningsmetode baseret på objektive markedsdata. Beregningsmetoden og de væsentligste forudsætninger skal kunne dokumenteres over for Kunden.

5. Realiseret værdi

En økonomisk fordel anses som realiseret, når den har haft eller med rimelig sikkerhed kan konstateres at have haft en faktisk økonomisk effekt for Kunden. Ved flerårige aftaler medregnes alene den økonomiske fordel, der kan henføres til den del af aftalen, som ligger inden for den relevante 24-måneders opgørelsesperiode. En forventet fremtidig besparelse efter opgørelsesperiodens udløb medregnes ikke.

6. Dokumentation

CARZILLA fører løbende registrering over den økonomiske værdi, der medregnes under værdigarantien. Dokumentationen kan eksempelvis bestå af tilbud, kontrakter, fakturaer, prisoversigter, auktionsresultater, markedsdata, beregninger, korrespondance eller anden dokumentation, der sandsynliggør både sammenligningsgrundlaget og den realiserede økonomiske effekt. Kunden har i forbindelse med opgørelsen ret til at få udleveret en specificeret oversigt over de værdier, der indgår i beregningen. Samme økonomiske fordel kan kun medregnes én gang i værdigarantien.

7. Forhold der ikke medregnes

  • Forventede eller hypotetiske fremtidige besparelser.
  • Besparelser, som ikke kan dokumenteres på et retvisende grundlag.
  • Økonomiske forbedringer, som Kunden allerede havde opnået eller bindende aftalt uafhængigt af CARZILLAs indsats.
  • Generelle markedsbevægelser, medmindre disse indgår i et retvisende sammenligningsgrundlag.
  • Moms eller andre beløb, som ikke udgør en reel omkostning for Kunden.

8. Opgørelse af værdigarantien

Ved udløbet af hver opgørelsesperiode udarbejder CARZILLA en opgørelse over:

A. Opkrævet salærSamlet salær opkrævet hos Kunden i den relevante 24-måneders periode.
B. Økonomisk værdiSummen af den dokumenterede og realiserede økonomiske værdi i samme periode.
Værdigarantien er opfyldt nårDokumenteret og realiseret økonomisk værdi ≥ opkrævet salær.

9. Hvis værdigarantien ikke er opfyldt

Hvis den dokumenterede og realiserede økonomiske værdi ved udløbet af en 24-måneders opgørelsesperiode er lavere end det salær, Kunden har betalt i samme periode, krediterer CARZILLA Kunden forskellen. Krediteringen kan maksimalt udgøre det salær, som Kunden har betalt til CARZILLA i den pågældende opgørelsesperiode. Værdigarantien kan således ikke medføre, at CARZILLA skal betale Kunden et beløb ud over tilbagebetaling eller kreditering af det salær, som er omfattet af garantien.

10. Kundens medvirken

Værdigarantien forudsætter, at CARZILLA har haft reel mulighed for at varetage de aftalte Fleet Management-opgaver. Økonomiske dispositioner, som Kunden foretager uden CARZILLAs involvering, kan ikke i sig selv medføre et krav under værdigarantien. Hvis Kunden vælger ikke at gennemføre en dokumenteret økonomisk forbedring anbefalet eller forhandlet af CARZILLA, medregnes den ikke som realiseret økonomisk værdi. Den manglende realisering kan dog ikke lægges CARZILLA til last ved vurderingen af, om CARZILLA har haft reel mulighed for at levere den aftalte Fleet Management-ydelse. Kunden skal efter anmodning stille de oplysninger til rådighed, som med rimelighed er nødvendige for at dokumentere eksisterende priser, aftaler og omkostninger.

11. Ophør før 24 måneder

Hvis samarbejdet ophører inden udløbet af den første 24-måneders periode, foretages der som udgangspunkt ikke en opgørelse efter værdigarantien, medmindre andet følger af hovedaftalen eller er aftalt skriftligt mellem parterne.

12. Forholdet til hovedaftalen

Dette bilag regulerer alene CARZILLAs værdigaranti og principperne for beregning af den økonomiske værdi. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem dette bilag og hovedaftalen har hovedaftalens øvrige bestemmelser forrang, medmindre det udtrykkeligt fremgår, at nærværende bilag fraviger den pågældende bestemmelse.